Google-optimering ved hjælp af plat
Af Per Kejser-AndersenGoogle afgør kvaliteten af et website bl.a. ud fra:
1. Opbygningen af den enkelte underside
2. De interne links mellem undersiderne
3. Eksterne links til websitet
4. Hvor hyppigt websitet opdateres
Jeg har været kunde hos et bestemt Google-søgemaskineoptimeringsbureau (i det følgende kaldet Bureauet), og derved fået kendskab til nogle af Bureauets arbejdsmetoder.
Denne artikel handler om, hvordan Bureauet arbejder med de 4 nævnte parametre.
1. Opbygningen af den enkelte underside
Bureauet vil typisk skabe en ny underside efter denne skabelon: Hvis du gerne vil kunne findes på søgeordet "Linkbytte", så laves der et nyt katalog med navnet "linkbytte". I dette katalog lægges en særlig "søgefil" med navnet "index.htm". Den vil altså have adressen "www.mitwebsite.dk/linkbytte/". Sidens "Title" sættes lig med ordet "Linkbytte", og i sidens "Description" anbringes en lokketekst, hvori ordet "linkbytte" indgår nær start og slut - f.eks. "Linkbytte er en god ting, når det handler om søgemaskineoptimering. Bestil linkbytte her." Sidens overskrift skrives som "<h1>Linkbytte</h1>". Brødtekstens første afsnit fremhæves med fed, og den nævnte "Description" udgør starten på dette afsnit. Brødteksten indeholder desuden et afsnit, hvor overskriften kan være "<h2>Linkbytte tilbydes</h2>". Hvis der er billeder, sættes alt-teksten til "Hos os kan du opnå et fordelagtigt linkbytte".2. De interne links mellem undersiderne
Undersiden afsluttes af en række links til andre undersider. Hvert link består af den pågældende undersides titel, fremhævet med fed, samt den pågældende undersides Description. Derved er linket placeret i en relevant kontekst.Jeg opdagede, at Bureauet også arbejdede for en af mine konkurrenter. Når jeg nemlig checkede min egen placering i Google ved at indtaste bestemte søgeord, så dukkede både mine egne og Konkurrentens sider op i søgeresultaterne. Og det var tydeligt at se på Konkurrentens lokketekster, at Bureauet havde haft en finger med i spillet. Teksterne var nemlig præcis ligeså intetsigende som de tekster, Bureauet havde fremstillet til mig.
3. Eksterne links til websitet
Jeg gik ud fra som givet, at Bureauet havde tilmeldt mine sider til diverse søgemaskiner. Men uden at Bureauet havde oplyst mig om det, havde de også sørget for eksterne links fra andre websites. Det opdagede jeg ved at bede Google om backlinks til hver af mine undersider - samt backlinks til Konkurrentens undersider. På den måde lykkedes det mig på en time at finde frem til i alt 27 websites, der var opbygget med det ene formål at skabe links til Bureauets kunder. Hvert eneste link på disse websites henviste til en kundes underside.Ved at søge i Yahoo opdagede jeg endnu flere af denne type websites. Jeg opgav at tælle, men der er i hvert fald flere hundrede af slagsen.
Disse websites vil jeg kalde Supportsider. Jeg tror ikke Google synes om sådanne Supportsider, men alligevel kan jeg se at disse sider hos Google er blevet tildelt en rimelig høj PageRank. Hvordan kan det nu være?
Bureauet benytter sig af dét trick at indkøbe webadresser, som netop er blevet ledige - og som på baggrund af "fortidens bedrifter" har opnået en god PageRank. På den nyindkøbte webadresse lægger Bureauet nu sin egen Supportside, og alle links fra denne Supportside vil af Google blive tildelt en høj vægt, fordi disse links jo er anbefalinger fra et velrenomméret website. På den måde vil Bureauets kunder få en PR-værdi, som i virkeligheden skyldes resultaterne fra forhenværende webmasters.
4. Hvor hyppigt websitet opdateres
De nævnte Supportsider er ganske uinteressante, og jeg tvivler på at de overhovedet besøges af nogen internetbrugere.Hvis teksten på en Supportside udelukkende består af links, så vil sidens PageRank efterhånden blive udpint - men så køber man jo bare en ny webadresse med god PageRank. Det kunne vel så kaldes et "fjendtligt opkøb" - nemlig fordi man ikke ønsker noget godt for det indkøbte website, men kun vil bruge det til at promovere andre websites.
Men det ser ud til, at Bureauet er i stand til at bibeholde den eksisterende PageRank, nemlig ved at sørge for en stadig fornyelse af indholdet. Denne opdatering sker ved at viderebringe RSS-feeds fra B.T., Erhvervsbladet, Kristeligt Dagblad m.fl.
Som kunde kan man jo sagtens bruge den samme teknik på sine egne sider. Men det vil nok kræve en tilladelse fra hvert af de berørte dagblade. (Ifølge en IT-medarbejder på Kristeligt Dagblad, som jeg har talt med, har Bureauet aldrig bedt om en sådan tilladelse. Den pågældende medarbejder blev forbavset over at høre, at hans avis blev brugt som annonceorgan for f.eks. glidecreme.)
Konklusion
De 4 kvalitets-kriterier, jeg her har behandlet, virker umiddelbart fornuftige. Men hvis man tager de kritiske briller på, så opdager man nogle uhensigtsmæssigheder ved dem alle.
1. Opbygningen af den enkelte underside
... vurderes i høj grad ud fra, om bestemte ord går igen eller ej. Dette forhindrer en mere kreativ brug af sproget.
2. De interne links mellem undersiderne
... vurderes ud fra den resulterende struktur, som ikke nødvendigvis er optimal for en internetbruger.
3. Eksterne links til websitet
... vurderes ud fra kvaliteten af det eksterne website. Det indgår ikke i vurderingen, om noget menneske faktisk bruger dette website eller klikker på disse links.
4. Hvor hyppigt websitet opdateres
... vurderes uden hensyn til originaliteten af det nye indhold.
Måske vil nogle af disse kritikpunkter blive taget op af Google efterhånden. Men foreløbig fungerer Google-optimering ofte ved hjælp af plat.

